Svendborg og 3. pinsedag

2007-05-14 11:26

Publiceret i Fyns Amts Avis som læserbrev i pinsen 2007

 

Af Mogens Nielsen

Strandvej 11

 

3. pinsedag.

I morges hører jeg hurtig-snakkeren fra Radio Diablo være ked af at han ikke var medlem af Svendborg Borgerlige Skyttelaug – og at han i øvrigt heller ikke kunne se sig selv, med et gevær, spadsere ud gennem byen, med Peter Most Garden i front. Med et lille skævt smil på læben naturligvis. Det er egentlig en skam at en 192 årig tradition, i sin egen by, stadig mødes med så mange fordomme.

Man kan vælge at sige at en ting har ”haft sin tid”. Og det er da også sandt og vidunderligt at verdenen forandrer sig. Men nogle ting er ikke ment til at skulle ændres. Herunder gamle særegne traditioner, der i øvrigt gør byen værdig.

Skyttelauget, her og i andre byer, er en selskabelig forening, hvor mennesker mødes og lærer hinanden at kende. Det er bl.a. ved sådanne traditioner at de ældre fortæller de unge om byens historie, både erhvervsmæssigt som politisk. Traditioner er stedet hvor ting bliver givet videre. Det er lige så meget et moderne netværk, hvor nye og unge Svendborggensere mødes og lærer hinanden bedre at kende, så angsten og fordommene for hinanden mindskes og vendes til vækst.

I en verden der stadig bliver mindre og hvor profilering stadig mere vigtigt, er det bl.a. sådanne traditioner der skiller den ene lille by fra den anden.

Hvis vi undsiger vore traditioner, undsiger vi os selv. Glemmer vi traditionerne, glemmer vi hvor vi kom fra.

En selskabelig forening er et af de tilbud der byder nye borgere velkommen, hurtigt sætte dem ind i jargonen får dem til at føle sig velkommen.

Støt op, i stedet for at gøre grin med de gamle traditioner med de underliggende dyder. Lad være med at vende ryggen til, blot fordi man ikke er blevet inviteret endnu, eller ikke har ladets sig invitere. Lad os ændre den traditionelle Svendborggensiske måde at glæde sig over de ting der ikke blev til noget, og i stedet glæde os over vort veludviklede lokalsamfund.

Tilbage

Søg

© 2008 All rights reserved.