En dygtig revisor - snyder
2008-12-04 11:17
Læserbrev i Fyns Amts Avis, publiseret 08.12.2008
Af Mogens Nielsen
Strandvej 11, 5700 Svendborg
Banker låner penge ud baseret på de såkaldte ”revisorpåtegninger” i virksomhedernes årsregnskaber. Det er derfor meget vigtigt for en virksomhed, at der i disse påtegninger ikke står noget negativt. Gang på gang viser det sig, at bankerne ikke kan stole på de regnskaber der fremlægges fra deres kunder og at virksomhederne, i stedet for at være så solide som deres regnskaber fortæller, i stedet blot er fyldt med varm luft. Hvordan kan det gå til?
Aftalen mellem virksomhederne og deres revisorer syntes at være” Hvis du ikke stiller spørgsmål ved min regning for revision, så stiller jeg ikke spørgsmål til hvordan du driver din virksomhed”.
Et af samfundets grundpiller hviler på den enkelte borgers evne og vilje til at udføre sit arbejde efter lovens bogstav. Samfundets regler og love skal sikre, at alle arbejder ud fra de samme forudsætninger. Alle ved dog at man kan komme hurtigere frem, hvis man bryder reglerne – så det gælder selvfølgelig om, at der straffes hårdt – overfor dem der snyder – ellers er der jo ingen mening i at følge reglerne.
Men en ganske almindelig borger, der går på arbejde hver dag og betaler enhver sit – er tilsyneladende samfundets virkelige taber. Vinderne, ja det er så lige så tilsyneladende, dem der snyder og svindler sig til det hele. Vindere kommer i pressen og bliver hyldet - hele vejen til fængslet. De bedste af svindlerne får efterfølgende deres egen klumme i en frokostavis, medens de allerbedste får fanklubber på internettet.
Så længe der festes er der ingen der spørger hvor pengene kommer fra. Et revisionsfirma bliver tilsyneladende valgt ud fra hvor lidt det spørger ind til de ting der virkelig tæller og jo mindre revisionen spørger, jo bedre går dets kunder, jo flere penge kan kunderne låne i banken og jo større bliver revisionsfirmaet.
Et af verdens 5 største revisionsvirksomheder, Arthur Andersen, gik neden om og hjem i 2001, da man opdagede at en af dets største kunder – energivirksomheden Enron i USA – for det meste bestod af varm luft. I dag kendes sagen om Enron som selve symbolet på velovervejet svindel med regnskaber. Men i stedet for at virke som et skrækeksempel for bankerne, syntes det i stedet at blive brugt som inspiration til efterfølgelse, af revisionsfirmaerne.
Tags:
———
Tilbage
